Dansk udlændingepolitik har desværre været en stor kampplads lige side 1983, hvor socialdemokraterne, de radikale, og den yderste venstrefløj, besluttede at gennemføre verdens mest åbne udlændingelov. 

En lov, der der facto umuliggjorde, at vi som land selv kan afgøre hvem og hvor mange udlændinge vi har plads til i Danmark. 

Denne lov blev til som et af socialdemokraternes mange ynkelige anslag mod Schlüter-regeringen i 80érne. Her var fodnotepolitkken også et af "pletskuddene".

Det kræver jo ikke nogen større antropologisk indsigt, at kunne gennemskue hvilke grupper i samfundet af indvandrere, der har været en stor udfordring med hensyn til kriminalitet, arbejdsløshed, social kontrol og ringere sikkerhed, og hvilke grupper der på ingen måder har været problemer med.

Indvandringen fra især Stormellemøsten og store dele af Afrika har generelt været en kæmpe udfordring for vort land. Blandt andet fordi de forholdsmæssigt udgøre den absolut største gruppe. 

Alene den økonomiske udgift er årligt på over 30 milliarder kroner til dækning af en katastrofal integration eller mangel på samme.

Interessant nok har andre grupper, som vi har taget imod i vort samfund gennem århundreder ikke voldt nogen problemer. Tværtimod har eks. hollændere, polakker, chilenere, kinesere og vietnamesere og sødere integreret sig godt i det danske samfund, og været en stor gevinst for vort land såvel kulturelt som økonomisk.

I princippet burde en indvandring være et såvel økonomisk som et kultuelt gode for vort land. Vi burde kun give ophold til folk, der kan og vil være en del af os. 

At vi har affundet os med at yderområder i vores større byer har udviklet sig til ghettoer, med høj arbejdsløshed og kriminalitet, er vores tids største falliterklæring. 

Tilbage i 2005 var jeg med til at føre Søren Pinds overborgmestervalgkamp i København. Her havde vi netop vores elendige integration på dagsordnenen. 

Søren Pind påpege at problemerne i København skulle løses med 500 flere betjente på gaderne, i de kriminelt belastede områder i København, så lovlydige danskere og udlændinge kunne føle sig sikre.

Nultolerance over for asocial adfærd som vold, tyveri, bedrageri, trusler og graffiti. 

Tidlig indgriben i familier, der ikke kan styre egne børn og egen adfærd. 

Og det, som gav mest genlyd, var Søren Pinds forslag om "Three strikes and you're out, for udenlandske statsborgere. Altså at man ved tredje dom automatisk udvises for bestandigt af Danmark.

Kampagnen blev af socialdemokraterne, og naturligvis også de radikale og venstrefløjen, stemplet som fremmedfjendsk, og københavnerne valgte herefter Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam til at "løse" udfordringerne i hovedstaden. 

Hvis vi havde fulgt Søren Pinds vej tilbage i 2005, så vil jeg mene, at vi som samfund havde befundet et meget bedre sted i dag med integrationen, end tilfældet er.

Det er fortsat, for mig, kilden til store undren, at en udenlandsk statsborger kan have en menneskeret til at komme til Danmark med det ene formål, at modtage sociale ydelser og derefter begå kriminalitet. 

Kald mig blot gammeldags, men den slags mennesker har vi ikke brug for. Der findes kun en vej for dem, og det er en enkeltbillet ud af landet.

Vi gør hele integrationen af det store flertal af udenlandske borgere en kæmpe bjørnetjeneste, når vi i misforstået godhed holder hånden under disse brådne kar. Så bliver alle udlændinge, hvoraf langt de fleste opfører sig korrekt, sat i samme bås med de kriminelle, og intolerence og fremmedhad opstår.

Min tilgang er kort og godt, at vi skal tage imod udlændinge, der kan og vil vort land og skikke, og som kan forsørge sig selv, og ikke begår kriminalitet, i det omfang vi kan rumme det. Her betyder antallet så afgjort også noget. Hvis vi sætter den barre op, som adgangkriterie, så vil de problemer vi kæmper med i dag være fortid.