Jeg var 19 år gammel da Berlinmuren slog store revner, og grænserne til de kommandosocialistiske politistater i Østeuropa pludselig åbnede sig en efter en. 

Op gennem min opvækst i 70érne og 80érne havde vi i Vesteuropa levet under truslen om krig, ødelæggelse og fravær af den frihed, som vi i vesten havde været så heldige at nyde godt af siden afslutningen på anden verdens krig.

Jeg var soldat i den kolde krigs sidste måneder. Få måneder efter min hjemsendelse som soldat, i Den Kongelige Livgarde, ophørte Sovjetunionen med at eksistere. Jeg oplevede på første række dette historiske øjeblik under en rundrejse i de daværende sovjetiske baltiske republikker, da kuppet i Moskva fandt sted. 

Pludselig befandt jeg mig midt i historieskrivningen. Jeg oplevede hvordan et kuede folk, med livet som indsats, dannede levende menneskekæder i gaderne i Baltikum mod den sovjetiske overmagt. Vi var alle berusede af glæde over at vestens frihedsidealer endelige havde vundet over Warszawapagtens ufrie socialistiske samfund.

I årene efter murens fald, og kommunismens sammenbrud, opstod der en idé om at vi havde opnået historiens endelige afslutning, at hele verden nu ville abonnere på de vestlige frihedsidealer, med ytringsfrihed, markedsøkonomi og frie valg i alle de lande, der før oplevede socialismens åg. Det skulle desværre vise sig ikke at blive helt så godt. 

Alligevel har vi i den vestlige verden, med Danmark som en af de værste eksempler, abonneret på fredsdividenden, der langsomt, men sikkert har trukket alle tænder ud på det danske forsvar. Det har været en trist oplevelse at være være vidne til, at vi ikke længere er i stand til at forsvare vores land.

Vi blev den 24. februar 2022 mindet om i at hele vores sikkerhedspolitik, siden murens, fald har været bygget på en illusion, hvis vi skal formullere det pænt. Rusland har under Putin oprustet som gale, og Ukraine betaler nu den fulde pris for, at vi i Vesten tog freden for givet, ja vi tog fejl. 

Især har Tyskland udvist en eksorbitant mangel på dømmekraft, ved at udfase deres CO2-neutrale kernkraft, og erstattet den med russisk gas. Ikke alene var det en sikkerhedspolitisk brøler af uset dimensioner, det er også en klimamæssig tåbelig beslutning. 

Resultatet af denne uansvarlige tyske handling betaler de europæiske forbrugere med dårlig forsyningssikkerhed og højere priser. Havde Merkel dog blot lyttet mere til alle kloge råd, der hele vejen igennem advarede hende og tyskerne mod dette, så havde vi stået i en helt anden situation i dag.

Lige siden 1990 har forsvaret af Danmark desværre kun oplevet at blive nedprioriteret, fordi skiftende politiske flertal på Christiansborg alt alt for sent opdagede, at verden omkring os alligevel ikke blev så sikker, som vi håbede i de berusende dage ved murens fald.

Ved forsvarsforliget i 2018 besluttede forsvarsforligskredsen at vende denne udvikling, så Danmark, med tiden, igen kan leve op til sine forpligtelser i NATO og få sig et troværdig forsvar af Danmark. 

Men det var kun en halvhjertet indsats, som blev gjort i 2018. Vi kom med aftalen i 2018 ikke i nærheden af en to-procentsmålsætning. Derfor blev et stort flertal af folketingets partier i foråret 2022 enige om, at Danmark skal nå sin NATO-forpligtelse, om at bruge to procent af vores BNP på vores forsvar. 

Men vi skal nå målet langt hurtigere. Det handler nemlig om vores sikkerhed og tryghed. Hvis Churchill og Rosevelt havde haft samme ambitionsniveau, så havde D-dag fundet sted engang i 1950érne. Det er som forsvarsvenlig borger en trist omgang at opleve det danske forsvar i dag. Bevillinger udebliver fortsat, øvelser aflyses og gode officerer forlader fortsat forsvaret. En helt igennem uacceptabelt situation, som vores regering burde tage væsentlig mere alvorligt, end det vi er vidne til. 

Rusland har allerede vist borgerne i Ukraine, hvad russisk interessesfære er. Og før det i Georgien, Tjetjenien og andre besværlige naborepublikker. Det skal vi ikke nyde noget af. Udviklingen i Forholdene i Belarus, det forhenværende Hviderusland, er også et urovækkende eksempel på, at vi ikke kan tage Danmarks tryghed for givet.

Ukraine betaler i dag den største pris for Rusland og Putins våde drømme. Danmark har Bornholm midt i Østersøen. En dansk ø uden noget nævneværdigt forsvar. Det er en uansvarlig situation, som vi har bragt vor land i, og det skal der rettes op på.

De baltiske lande og Finland oplever desværre også hvordan en stormagt med atomvåben lader hån om deres grænser ved at flytte grænsepæle. Den slags plejer som regel at være et forvarsel om noget endnu værre. Alene af den grund af vi travlt med at få oprustet nu.

Et andet forhold, der desværre også kommer til at spille kraftigt ind på Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik de kommende år, er, at USA med valget af Trump, for år tilbage, viste at de igen kan optræde mere tilbagetrukket i forhold til Europas sikkerhed. Det har vi ingen interesse i. Og med Trump tilbage i Det hvide Hus, så skal vi være forberedt på at kunne tage vare på vores egen sikkerhed.

Isolationspolitiken har desværre ramt Kongressen Washington. USA har altid, for mig, stået som frihedens flamme. Det har altid været USA, som vi kunne regne med, når verden stod i flammer. Hvor havde Europa ikke stået uden USA under første og anden verdens krig, og igen under den lange kolde krig helt frem til Berlinmurens fald.

Men tiden ændrer sig, og vi skal være opmærksomme på, at den amerikanske befolkning måske ikke længere er villig til at rykke ud, når verden brænder, eller Danmarks suverænintet krænkes. 

Præsident Joe Biden udviste desværre en eklatant mangel på dømmekraft, med fuldbyrdelsen af Donald Trumps aftale med Taliban, om en hurtig, usammenhængende og ganske uværdig exit fra Afghanistan. 

Dette stiller helt andre krav til Danmarks fremtidige sikkerheds- og forsvarspolitik. Vi skal være i stand til at kunne forsvare vores suverænitet - det kan vi nemlig ikke kan i dag, hvor Danmark reelt ikke har et forsvar, der kan forsvar Danmark og Rigsfællesskabet.

Vi skal have genindført reel værnepligt af flere unge mænd og kvinder, end vi indkalder i dag, og det skal være i et helt år. Det tager tid at uddanne en soldat. Og du har som soldater for dit land krav på at blive trænet og uddannet ordentligt. Afskaffelsen af mobiliseringsforsvaret var en fejl, den fejl skal der rettes op på nu.