Da min far i 1996 fik konstateret tyktarmskræft oplevede han det, som ikke må overgå en syg og svækket patient, nemlig at det sundhedssystem, der er sat til at helbrede og hjælpe os, svigtede totalt.

Far fik en fin hjælp af lægerne på Aarhus kommunehospital, men Sundhedsstyrelsen sjæleløse bureaukrater i København nægtede far den behandling i Stockholm, som lægerne i Aarhus anbefalede. Far måtte derfor selv af egen lomme betale for sin behandling i Sverige. 

Efter succesfuld strålebehandling i Stockholm for egen regning, skaffede far den samme strålekanon til Aarhus, der i Stockholm havde reddet hans liv. Denne strålekanon har siden hjulpet mange danske kræftpatienter. 

Herefter brugte far resten af sit liv på at sikre danske kræftpatienter en bedre retsstilling og adgang til livsvigtig behandling. 

Sådan burde det naturligvis ikke være. Vi skal kunne stole på vores sundhedsmyndigheder, at vi altid skal kunne være sikre på en god og redelig behandling i vort sundhedsvæsen. Men sådan var det desværre ikke i min fars tilfælde tilbage i 1996. 

Da Venstres overtog regeringsmagten i 2001 blev en udvikling sat i gang, hvor patienten blev sat i centrum og samtidig fik rettigheder, så ydmygende tilfælde, som min fars, ikke gerne skulle gentage sig. 

Ensretning blev erstattet med valgfrihed. Dette vil fortsat have mit fokus og høje prioritet. Patienten går forud for systemet. Patientrettigheder, udrednings- og behandlingsgarantier er os borgeres eneste våben mod et sundhedsvæsen, der måtte have glemt hvad de er sat i verden for, nemlig at hjælpe og helbrede os borgere, om dette sker på et privat eller offentlig sted, er underordnet, lad pengene følge patienten. Det er nemlig patienten, der skal være i fokus, ikke systemet.

Den socialdemokratiske regering har sat mange af patienternes rettigheder på stand by under coronakrisen. Disse vigtige rettigheder skal, alle som en, genskabes igen så hurtigt som muligt.

Min fars sygdomshistorie vidner om at vi gjorde det rigtige, da vi efter 2001 satte kræftbehandling i fokus. Samme fokus bør psykiatrien have i dag. Vi behandler ikke vores psykisk sårbare medborgere godt nok. Hånden på hjertet, hvem ville være tryg ved at skulle igennem det psykiatriske system med deres barn eller ægtefælle. Det psykiatriske system er udsultet og trænger til samme tur som kræften fik i 0érne. Det vil jeg arbejde for.