Jens Kloppenborg

- Rudersdals borgerlige-liberale viceborgmester

Rudersdal kommunes advokatomkostninger

11. juni 2025

Omkostningerne til eksterne advokater i Rudersdal er steget eksplosivt

De første tre år af borgmester Ann Sofie Orths borgmestertid, er brugen af eksterne advokater, til især afskedigelse af medarbejdere i kommunen, steget meget voldsomt

13,6 mio. kroner før moms, eller 17 mio kroner inkl. moms, det er hvad der er blevet brugt på eksterne advokater i Rudersdal i årene 2022 - 2024. Et svimlende højt beløb, der står i skærende kontrakt til tidligere års forbrug.

Det er især de sidste to år, hvor udgifterne er stukket helt af. I 2023 var udgiften på 6 mio. kroner og året efter 5 mio kroner, og endda før moms.

Normalt er Rudersdal kommunes forbrug af eksterne advokater på cirka 1 mio kroner årligt før moms. Således blev der i årene 2019 - 2021 brugt 3,8 mio kroner. inkl. moms eller 3 mio. kroner før moms på eksterne advokater i kommunen.

Rudersdal kommune kan have udgifter til advokater i forbindelse med en lang række sager. Det kan være skødeskrivning, stævninger, advokatundersøgelser, almindelig juridisk rådgivning og ikke mindst stævninger og afskedigelser af ansatte. Det er den sidste del, der har ansporet mig til at undersøge Rudersdals voldsomme forbrug af eksterne advokater.

Det viser tal, som jeg har fået sagsindsigt i i Rudersdal kommunens forvaltning. Jeg er nemlig gennem det seneste års tid blevet kontaktet af flere tidligere og nuværende medarbejdere på rådhuset, der alle sammenstemmende beskriver et usædvanligt dårligt arbejdsmiljø. Medarbejdere bliver fyret på et yderst tvivlsomt  eller ulovligt grundlag, eller i hvert fald med en begrundelse, der kræver dyrt betalte advokaters hjælp på vejen ude af svingdøren.

Flere af sagerne havde jeg gennem mit medlemskab af økonomiudvalget kendskab til. Men efter at have talt med de pågældende medarbejdere, har jeg fået en indsigt, som vi medlemmer af økonomiudvalget ikke var oplyst om, og som jeg ikke kan sidde overhørig. En afslutning af opsigelsessagerne, hvor kommunen har indgået dyre forlig, og hvor de afskedigede medarbejdere er blevet belagt med fuld tavshedspligt, mod at opsigelsen var med fuld løn og uden løntræk er også episoder jeg er blevet vidne til.

Dermed har den opsagte medarbejder været afskåret fra at kunne give sin udlægning af sagen for offentligheden, altså den offentlighed, der har betalt kommunens dyre advokater og lønnen i opsigelsesperioden. Det er på ingen måder rimeligt, hverken overfor den der er afskediget eller overfor skatteborgernes penge.

Jeg har derfor yderligere bedt borgmesteren om at få en oversigt over antallet af funktionærer, mellemledere og ledere, der i perioden 2022 - 2024, enten er blevet opsagt, fyret, bortvist, stoppet ved gensidig aftale- og eller politianmeldt, 

netop for at få afdækket sagens omfang.

Denne sagsindsigt, som jeg som kommunalbestyrelsesmedlem har krav på, er blevet afvist med henvisning til at den er for omfattende. Jeg har i sagens natur indklaget dette til tilsynsmyndighederne, så vi kan få en principiel afgørelse, om kommunen har ret til at afvise min ret og pligt til at føre tilsyn med forvaltningen, med henvisning til, at kommunen har rod i sin journalisering. Det burde nemlig være en nem sag at finde disse oplysninger i kommunens arkiv, hvis der vel og mærke bliver journaliseret korrekt.

Jeg har dog i mellemtiden lavet en aftale med forvaltningen om, at jeg indskrænker min sagsindsigt til kun at omfatte ledere og mellemledere i den bemeldte periode. Denne sagsindsigt afventer jeg stadig svar på i skrivende stund. Men jeg fastholder naturligvis min oprindelige sagsindsigt. og ikke mindst klagen til tilsynsmyndighederne. Vi kan nemlig ikke sidde den slags overhørig.