Jens Kloppenborg

Folketingskandidat i Østjyllands Storkreds

Skolen og valgfrihed

9. september 2021

Mere frihed til den enkelte folkeskole


Folkeskolen er en af de vigtigste institutioner, vi har i vort samfund. Det er her vi klæder vores kommende generationer på. Det er her at vores børn skal udvikle sig til gode, harmoniske og dannede borgere, så de ligesom generationer før dem, kan videreføre vort demokrati, så også deres børn og børnebørn kan nyde godt af den frihed og velstand, som generationer før dem og os, har skabt.

Da vores ældste barn, for en del år siden, kom i skolealderen, havde vi diskussionen i hjemmet, som så mange andre familier, om folkeskole kontra privat friskole. Kunne vi nu være sikre på, at vores datter også fik fyldt rigeligt på de faglige depoter i folkeskolen, og hvor meget mere end snak er almen dannelse i folkeskolen i dag.

Vi valgte folkeskolen til, da vi lægger vægt på at børnene er i deres lokale miljø med den forskellighed der også er i det.

Jeg valgte også at gå aktivt ind i skolebestyrelsesarbejdet, hvor jeg siden har været forældrenes stemme i et system, der desværre stadig i dag, i flere tilfælde, lider af en modstand mod almen dannelse. 

Med dannelse forstår jeg, at vores børn, og lærer, møder til tiden, velforberedte. At hård og grov tale og adfærd børnene i mellem ikke accepteres, men påtales og sanktioneres. At trivsel og mobning er noget som skolen har et kodeks for, og som følges i alle klasser. At børnene får fyldt på med så meget fagligt viden som muligt, og at de også stifter bekendtskab med vores kultur, historie og sangskatte. Kort sagt, at vores børn går glade til og fra skole, alt imens de får ind- og udsigt.

Den digitale indlæring er kommet for at blive. Vores børn stifter bekendtskab med IT lang tid før de begynder i skolen. I skolen er IT-dannelse derfor vigtig at få indprentet i børnene. Men børnene skal også fortsat læse i rigtige bøger. IPaden og computeren må ikke overtage det hele. 

Nogen vil måske mene, at jeg prøvede at knække nakken på mig selv, med alle de ønsker og krav. Og det har skam også været en kamp. Men jeg mener den er værd at kæmpe for vores fælles folkeskole, der er en af vores vigtigste fælles referencer.

Privat- og friskoler anser jeg som en god trykventil. De er et vigtigt alternativ til de forældre og børn, der enten har andre ønsker, end det folkeskolen kan tilbyde, eller som blot ikke er tilfredse med det folkeskolen byder deres børn. Uden friskolerne, med en folkeskole der har monopol på at undervise vores børn, ville vores folkeskole være dårligt stillet. 

Den socialdemokratiske regering vil derimod både fjerne det frie skolevalg, og samtidig fjerne muligheden for, at forældre uden den store pengepung, har adgang til de private friskoler. 

Et af den socialdemokratiske regeringens forslag går ud på at sænke koblingsprocenten, altså sænke det beløb, som de private friskoler modtager fra staten til at drive skolen. Dermed vil de private friskoler i højere grad kun være forbeholdt børn til forældre med pengepungen i orden. Alt i alt en usympatisk tanke. 

Almindelige lønmodtagerfamilier vil af økonomiske grunde være henvist til en folkeskole, også selvom en friskole i det konkrete tilfælde vil være det bedste for barnet. 

I princippet mener jeg at koblingsprocenten skal så langt ned på nul som muligt. Dermed vil alle forældre og børn have det frie valg.

Men regeringen stopper ikke her. Socialdemokraterne har også planer med at ødelægge vores folkeskoler på samme måde, som de vil med vores gymnasier, hvor det kommunale selvstyre sættes ud af kraft, når eleverne efter statslig diktat fordeles mellem skolerne.

Eleverne skal åbenbart være statens skakbrikker i et omfordelingsspil, der har tråde tilbage til venstrefløjen, socialdemokraterne og de radikales udlændingepolitik, og den helt igennem vanvittige udlændingelov af 1983.

Med tvang og trusler vil man fordele børn rundt på skoler, så velfungerende skoler skal modtage børn fra skoler med problemer og omvendt. Kort og godt vil socialdemokraterne blot fordel elendighed frem for at løse problemet hvor det er.

Kampen om vores børns skole er derfor langt fra slut, ja - den slutter aldrig. Jeg vil fortsætte den kamp i folketinget, som jeg begyndte i min børns skole for over otte år siden. Socialdemokraterne må nemlig ikke få held til at ødelægge vores folkeskole.

Problemet med dysfunktionelle skoler løses ikke ved at drysse yderligere ødelæggelser ud over de skoler, der fungerer godt, og ved at fratage den lokale folkeskole den sidste rest af lokal frihed. Sker det, så vil det store flertal af forældre og børn, der faktisk ønsker en skole med høj faglighed ikke længere have et alternativ.

Socialdemokraternes opskrift, på vores skolers udfordringer, er altså mere tvang og ensretning. Jeg mener at langt mere frihed til den enkelte skole og skolebestyrelse er vejen frem. Kun gennem en aktiv forældrekreds, der kan se at deres arbejde virker, og en skole, der kan gøre en forskel, skal vi sikre en god og tryg folkeskole til alle vores børn. Derfor skal skolernes sættes meget mere fri, end tilfældet er i dag. Der skal opsættes mål for hvad vi forventer børnene skal lære, herefter er det op til den enkelte skole og skolebestyrelse at vise sit værd.

De skoler, der har sociale udfordringer, skal tildeles de nødvendige midler og være under et langt større socialt opsyn. Børn i socialt belastede familier skal opspores væsentligt tidligere end i dag. Sanktionerne mod disse familier skal falde tidligere i livet, så familien kan mærke, at der er konsekvenser for asocial og afstumpede handlinger. Problemerne løses ikke ved blot at sprede dem.

Den socialdemokratiske regerings store angst for frie valg har desværre også vist sig på børnepasningsområdet. Vores helt små børn, og ikke mindst deres forældre, må ikke længere udsættes for et frit valg mellem privat pasning og offentlige institutioner. 

Regeringens ideologiske korstog, mod private børnehaver og vuggestuer, viste sig tydeligt, da en halv mia. ekstra kroner på finansloven, til vores børn, ikke tilfaldt de børn der går i en private vuggestue eller børnehave, men kun de offentlige. Det private initiativ skal blot udsultes, må vi forstå.

Vi kan kun håbe på det bedste, men desværre frygte det værste. Hvad bliver det næste fra vores socialdemokratiske regerings ideologiske sværd? Er det efterskolerne, der pludselig skal være dyrere at gå på. Disse skoler, med Grundtvig-Koldske frie tanker er jo heller ikke noget der passer ind i det socialdemokratiske tusindårsrige og ensretning.

Kort sagt, jeg abonnerer ikke på socialdemokraternes ufrihedsdagsorden, heller ikke når det gælder vores børn og unge. Også her er frihed under ansvar og et frit valg for familierne vejen frem.