Jens Kloppenborg

- Rudersdals borgerlige-liberale viceborgmester

Fjernvarme i Rudersdal

24. februar 2025

Fjernvarme eller biogas

Vi skal træffe vores beslutninger på et oplyst grundlag. Det har vi ikke gjort med fjernvarmeplanen i Rudersdal. Venstre ønsker undersøgt, hvor stor en klimaeffekt, der er ved at udskifte alle vores gasfyr i vores hjem.

Som kommunalpolitikere er vi i denne tid travlt beskæftiget med at levere på regeringens CO2-nedbringelsesønskeseddel. Det er en bunden opgave, også her i Rudersdal, hvor vi har en stor udbredelse naturgasfyr i vores hjem.

Disse gasfyr skal inden 2035 være udskiftet med en ”grønnere” fjernvarmeløsning, når gashanen lukkes for os private forbrugere. Nu ville alt dette jo være meget fint, hvis bare vi ikke vi var ved at skrive en molbohistorie, som selv de økonomiske vismænd lige før jul kritiserede.

I takt med at der opføres flere og flere biogasanlæg, der afgasser vores biomasse, fra især den animalske produktion, så vil den samlede gas, som vi gasforbrugere brænder af i vores gasfyr, være biogas, som fortrænger naturgassen, og dette inden 2030. Efterfølgende er det også muligt at separere CO2én i biomassen, som så skal bruges i produktionen af Power to X, altså den syntetiske CO2-neutrale brændstof til især skibe og fly. 

Biogassen er nemlig ifølge IPCC (FN’s klimaorganisation) at betragte som en CO2-neutral energikilde. Vi er altså i gang med en øvelse, hvor vi blot gør det dyrere for alle os naturgaskunder, der skal have vores gasfyr udskiftet til fjernvarme, som ifølge IPCC altså ikke vil have nogen klimamæssig effekt, overhovedet -udover at gøre det dyrere at være energikunde. Det er også årsagen til at vi borgere med gasfyr nu har fået hjælp og støtte fra de økonomiske vismænd, der ikke kan se nogen samfundsmæssig gevinst ved at udfase vores gasfyr sålænge de varmes op med biogas..

Mon ikke at vores energipolitikere på Christiansborg burde tage vismændenes kritik op til fornyet drøftelse, inden vi kommunalpolitikere, i en bunden opgave, blot gør det dyrere at være borgere i Danmark, uden at det har nogen som helst effekt på nedbringelsen af vores CO2 udslip.

Jeg har derfor opfordret Venstres folketingsgruppe på Christiansborg, til at få Folketinget til at genoverveje beslutningen, om at udfase vores gasfyr inden 2035. Fjernvarmen bliver nemlig os et dyrt og ikke særlig grønt bekendtskab. I Vedbæk har e-On i december 2024 meddelt os, at deres i forvejen ikke helt billige fjernvarmeprojekt ikke kun vil blive forsinket, men også endnu dyrere. 

Den store udbredelse af fjernvarme overalt i landet lægger stor beslag på alt den ekspertise, der findes på området. Dette sammenholdt med en stor efterspørgsel på fjernvarmerør, har skudt prisen på fjernvarmeprojekter helt i vejret. I Hillerød har et fjernvarmeprojekt allerede sprængt budgetterne, så det i stedet for at koste 138 millioner, nu vil koste 278 millioner kroner. Der er kun 
varmekunderne til at betale regningen. En fjernvameløsning kan derfor blive en et dyrt bekendskab. 

Med cirka 21 procent af vedbækkerne, der har tilkendegivet positivt, at de gerne vil på en fjernvarmeløsning, så bliver det projekt næppe realiseret. Vi politikere skal sikre, at vores borgere, også efter 2035, har adgang til en billig og ren varmeløsning, det har vi i biogassen, ikke fjernvarmen. 

Derfor foreslår Venstre i Rudersdal, at vi udskyder, eller helt annullerer udfasningen af vores gasfyr og afventer til der om 5-10 eller 20 år er en smartere, renere og billigere varmeløsning. 

For tiden er geotermisk energi noget der udvikles på, også i vores nærområde. Såvel nationalt som internationalt har den fossilfrie kernekraft igen fået vind i sejlene. Om få år kan en eller flere af de løsninger være det bedste og billigste for os. Med andre ord, lige nu udvikles der flere og meget interessante klimaneutrale energiformer. 

At vi i hast hopper på en meget dyr vogn med fjernvarme, hvor de anlægsmæssige omkostninger er steget eksplosivt, alene på grund af den store efterspørgsel på fjernvarmerør, det vil kun gøre det dyrere at være varmeforbruger i Rudersdal, og jeg anser det ikke for at være min opgave at gøre det dyrere at være borger i den kommune, hvor jeg har medansvaret, tværtimod. 
Vi politkere skal sikre, at vores borgere har adgang til en billig og en ren energikilde der har stor forsyningssikkerhed. Det er vores opgave.

Indtil da har vi vores gasfyr, der fra 2030 vil bruge ren og klimaneutral biogas. Men det kræver at Folketinget ændrer beslutningen om udfasningen af gas for private forbrugere. Venstre i Rudersdal fortsætter med at presse på overfor Christiansborg. Jeg har før haft succes med gode argumenter overfor minister og ordfører, da vi skulle sikre bedre afgange for Kystbanen. Jeg tror godt, at vi kan lykkes med dette at bringe fornuft ind i debatten.