Det er for mig en kerneværdi i vort samfund, at alle der har kræfter til det, også skal være med til at løfte i flok. Er man syg og svag skal man naturligvis ikke arbejde, medmindre man kan gøre det på nedsat kraft. Jeg er nemlig fuld tilhænger af et samfund, der tager hånd om de svageste, men ikke kvæler de stærkeste. 

Jeg var rådgiver i den rene Venstreregering for beskæftigelsesministeren, hvor vi genindførte kontanthjælpsloftet, samt nedsatte de sociale ydelser til især flygtninge og indvandrer, som vi har haft tradition for at pakke ind i sociale ydelser.. Dette gjorde vi ikke frådende ondskab, men derimod i erkendelse af, at det arbejdende fællesskab er afgørende for, om vi alle har et godt og fast fodfæste i samfundet. 

Vi danskere er rundet af den protestantiske arbejdsmoral, hvor det i høj grad er vort arbejde, der er med til at definere os som mennesker, i det samfund vi lever og bor i. Derfor er noget af det værste, der kan overkomme et sundt og raskt menneske, at samfundet ikke kan bruge dig. Børn har også bedst af at kunne se op til deres forældre. Arbejdsløshed har nemlig en tendens til at gå i arv. Derfor har vi en pligt til at få alle med.

Al sund logik siger, at hvis de sociale ydelser er så høje, at de udkonkurrer den overenskomstmæssige mindsteløn, så vil flere og flere søge ly i kontanthjælpssystemet. 

Selvom flygtninge og indvandrer fra den tredje verden udgører under en tiendedel af befolkningen, så stikker de desværre af i arbejdsløshedsstatistikkerne. Over en tredjedel af alle kontanthjælpsmodtagere, og mere end 80 procent af kontanthjælpsægtepar, er folk fra den tredje verden. 

Landets Jobcentre har desværre ikke den rette fokus på at få folk ud på arbejdsmarkedet hurtigt. Forskning og almindelig sund fornuft siger, at jo længere tid du bliver parkeret i et ydelsessystem, som klient, jo dybere rødder slår du. Hvis du så ikke kan tale sproget, og i misforstået godhed bliver fastholdt som klient i systemet, så er du dømt til et liv på udskiftningsbænken. 

Jobcentrene er tunge og bureaukratiske. Tro mig, jeg har arbejdet som særlig rådgiver for daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. Jeg har set dem indefra. Omkostningen til at drive landets Jobcentre, med godt og vel 10.000 fuldtidstillinger, er på mere end 13 milliarder kroner årligt, men de står kun for otte procent af jobrotationerne i samfundet.

Vi skal naturligvis have en aktiv beskæftigelsespolitik. Vi skal have de cirka otte procent af dem der skifter job, og ikke finder et det på anden vis, men går gennem Jobcentrene, hjulpet meget bedre og hurtigere på vej, end de bliver det i dag. Det bør kunne lade sig gøre, når vi afsætter så mange midler til den aktive beskæftigelsespolitik. Her er rettighed og tempo nøglen til succes, og det viser Jobcentrene desværre sjældent.

Som forøg kunne man lade en række kommuner, der har utraditionelle løsningsforslag, til at få arbejdsløse i job, selv stå for dette uden om de etablerede Jobcentre. Med andre ord bør Jobcentrene i højere grad udsættes for konkurrence. Det handler om at få folk i arbejde, ikke at holde tandhjulene i et stort system i gang.